Kære læser
Vi har hermed fornøjelsen af at udsende FREJAs første nyhedsbrev i 2019. Vi har så småt taget hul på foråret og ser frem mod både varmere og lysere tider.
Hos FREJA oplever vi en meget glædelig tilgang af nye kunder. Bl.a. har vi i 2019 indledt et samarbejde i Danmark med B. Braun. B. Braun er en af verdens førende udbydere og producenter af sundhedsplejeløsninger og har valgt FREJA som partner for lagring og distribution af lægemidler og medicinsk udstyr. Dette samarbejde er en af de historier, du kan læse om i vores nyhedsbrev.
Større aktivitet medfører behov for nyt materiel. FREJA har derfor investeret i nye, bæredygtige el-trucks på terminalen i Taastrup, hvilket giver os både driftsmæssige og miljøvenlige fordele. Læs mere i nyhedsbrevet.
Siden briterne i juni 2016 stemte for at forlade EU, har der været skrevet meget om, hvilken betydning Brexit får for samhandlen med Storbritannien. Hos FREJA vil vi gøre vores til, at overgangen skal blive så nem som mulig for vores kunder, og vi vejleder gerne i eksport eller import af varer til/fra Storbritannien.
Foråret betyder afvikling af golf-eventet Made in Denmark. Turneringen vender i år tilbage til Himmerland, hvor FREJA bliver ”Presenting sponsor” i dagene 23. – 26. maj. Læs mere i nyhedsbrevet og kontakt os, hvis du er interesseret i billetter.
På vegne af FREJA takker jeg for din interesse og ønsker god læselyst.
Ulrik Rasmussen
Managing Director
Telefon: +45 9670 5330
Mobil: +45 5234 5330 +
B. Braun udvider med FREJA om strategisk samarbejde i Norden
B. Braun er en af verdens førende udbydere og producenter af sundhedsplejeløsninger. Samtlige services, som B. Braun udbyder, bygger på viden og evner, der er blevet udviklet siden 1839. B. Braun valgte i 2017 at indgå i et samarbejde med FREJA Norge på lagring og distribution af lægemidler som et led i en strategisk udvikling, hvor nye kompetencer og services var ønsket. Efterfølgende er FREJA Danmark blevet valgt som partner for lagring og distribution af lægemidler og medicinsk udstyr.
”FREJA Norge vandt tenderen på basis af den bedste kombination af service og konkurrencedygtige løsninger. Ydermere blev FREJA anbefalet af vores betroede vognmand igennem 20 år, og denne kombination af troværdighed og udviklingspotentiale gjorde udslaget for vores valg” siger Freddy Wilhelm Hansen, Nordic Supply Chain Manager hos B. Braun.
Lægemidler var de første produkter til at indgå i samarbejdet. Sidenhen er værdiskabende serviceydelser i produktionen tilføjet, samt øvrige produktkategorier som B. Braun har større krav til grundet indhold og myndighedsgodkendelser.
Fra begyndelsen af samarbejdet med FREJA Norge analyserede B. Braun markedet for at finde en strategisk placering for et distributionscenter for medicinsk udstyr fra Tyskland, der skulle fungere som gateway til de nordiske lande. Jönköping og Göteborg var i kikkerten, men København blev vurderet som det mest optimale valg qua demografi, geografi og balancen mellem produktion og salgsmarked.
”Vi ønskede endnu engang en partner, som vi kunne vokse med. Det er vigtigt for os, at troværdighed og faglighed er i top, hvilket vi allerede anerkender FREJA Norge for. Derfor var det naturligt at lade FREJA Danmark indgå som mulig partner på den nordiske gateway” siger Freddy Hansen. Analyserne viste samtidigt, at København var ideel både økonomisk og klimamæssigt: ”Sammenlignet med øvrige lokationer landede København som økonomisk topscorer og var også 30% mindre Co2 belastende for vores transporter ud af vores fabrik i Melsungen” uddyber Freddy Hansen.
Dermed lykkedes det både at finde en strategisk placering for B. Braun og at finde en partner med fælles værdier. ”B. Braun er Tysklands største privatejede virksomhed, hvilket harmonerer med FREJAs ejerstruktur. Dertil deler vi fælles syn på ansvarlighed, medmennesker, værdigrundlag og medarbejderpleje. Det er vigtigt for os, at vores samarbejdspartnere driver en ansvarlig virksomhed, og det gør FREJA” afslutter Freddy Hansen.
”For FREJA har det været væsentligt, at vi kan tilbyde udvidede Healthcare services til B. Braun. Healthcare er et segment, der er strategisk vigtigt for FREJA, samtidigt med at vi ser muligheder for at udvide samarbejdet med ny teknologi og services. Det er et samarbejde baseret på partnerskab og med gensidig interesse for at skabe udvikling til gavn for begge parter” udtaler Marina Steensen, Group Healthcare Logistics Director hos FREJA.
Kontakt Marina Steensen for løsninger på Logistik og Pharma.
Marina Steensen
Group Healthcare Logistics Director
Telefon: +45 9670 5422
Mobil: +45 2070 0612
Brexit
Den britiske befolkning stemte den 23. juni 2016 for, at Storbritannien skal forlade Den Europæiske Union, hvilket kommer til at påvirke transporter til og fra landet.
På trods af at mediedækningen er enorm, så er der ingen, som i skrivende stund ved, hvad vi nøjagtigt skal forholde os til, når Brexit bliver en realitet - sandsynligvis den 30. juni, hvis Theresa May får flertal for udskydelse til den dato. FREJA har været i kontakt med de myndigheder, som vil blive involverede i den kommende omstilling, samt med Storbritanniens ambassade. Vi holder os opdaterede med den information, som vi kan få fra myndigheder og officielle kilder, men det eneste vi kan gøre på nuværende tidspunkt er at forberede os på det værste og håbe på det bedste.
Uanset om det bliver en ’hård’ eller ’blød’ Brexit, så kommer det med stor sandsynlighed til at betyde, at sendinger til og fra Storbritannien skal fortoldes. Dette kommer også til at inkludere sendinger, som er ’i transit’. Samtlige sendinger, som skal passere den engelske grænse efter Brexit, skal fortoldes uanset hvornår, de blev lastet.
FREJA er klar, uanset hvilken form for Brexit, det bliver. Vi holder os løbende opdateret omkring betingelserne, og vi har de redskaber, som kræves for at håndtere dine sendinger til og fra Storbritannien.
Selv om FREJA er klar, er der en række punkter, som du som eksportør eller importør af varer skal forholde dig til, hvis du ikke har handlet med tredjelande tidligere:
EORI nummer
EORI står for ”Economic Operators’ Registration and Identification”. Nummeret skal bruges i forbindelse med alle toldrelaterede transaktioner indenfor EU, og man rekvirerer det via Skats hjemmeside. Hvis du ikke har et EORI nummer, kan FREJA hjælpe med at registrere din virksomhed.
HS toldpositionsnummer/Varekoder
Dette nummer bestemmer, om man skal betale told for varerne, eller om de er omfattet af eksport- eller importrestriktioner. Hvert produkt har sit eget toldpositionsnummer. Der findes en liste over alle positionsnumre på Skats hjemmeside.
Det vigtigste er, at du oplyser os, hvis dit produkt er omfattet af restriktioner eller andre bestemmelser, som vi bør kende til ved eksport- eller importforsendelsen.
Hvis du har spørgsmål til klassificeringen af dit produkt, kan du kontakte Toldstyrelsen på +45 72 22 1202.
Det kan være en god idé at være ude i god tid, da Skat med stor sandsynlighed vil have ekstra travlt omkring Brexit.
Fuldmagt
For at FREJA skal kunne hjælpe til med fortoldningsarbejdet, behøver vi en fuldmagt. Fuldmagten betyder, at vi kan hjælpe din virksomhed med at oprette tolddeklarationer, samt ansøge om EORI nummer på jeres vegne. Venligst kontakt os for fuldmagtsformularen, så vi kan sende den til dig. Så snart du har modtaget den, bedes du venligst udfylde den og sende tilbage til os hurtigst muligt.
Selv om FREJA er forberedt på Brexit, vil der være betydelig risiko for længere transittider i overgangsperioden og et stykke tid efterfølgende pga. kø ved grænseovergangene.
Kontakt Ken Martin hvis du har flere spørgsmål vedrørende Brexit.
Ken Martin
Head Of Department DK AAR UK/IE
Telefon: +45 9670 5060
Mobil: +45 2170 8491
SKAT VAREKODER
SKAT BREXIT
DANSK ERHVERH BREXIT
BREXIT TJEKLISTE
Nye el-trucks
Terminalen hos FREJA i Taastrup er en ren myretue, hvor det hele ugen fra søndag aften til fredag aften myldrer med alverdens stykgods, der er på lynvisit i terminalen, inden det sendes videre ud i verden. Varerne skal være her i kortest mulige tid. De er her kun i transit på vej til et af de fire nordiske lande, til terminaler på det europæiske kontinent eller til et af de øvrige FREJA lagre i Danmark.
Til at holde denne aktivitet i gang har FREJA netop foretaget et bæredygtigt valg og investeret i seks nye el-trucks fra N.C. Nielsen. Truckene er udstyret med litium-ION batterier, der holder den interne transport kørende i døgndrift hele ugen. Truckene holder sjældent stille, og når det sker, er det oftest for at tanke strøm i de specialudviklede ”quickloadere”, der på få minutter kan øge køretiden betydeligt.
Terminalchef i Taastrup, Teddy Hansen, fortæller: ”Vi har opnået en bedre driftssikkerhed end tidligere, da vi sparer tid ved ikke at skulle skifte batterier og påfylde vand. Litium-ION batterierne passer sig selv og kan hurtigt mellemlades i vores quickloadere. Samtidig yder de bedre end traditionelle batterier, lever længere og er mere energieffektive”.
Hos FREJA glæder vi os over, at de nye el-trucks giver os både driftsmæssige, miljøvenlige og økonomiske fordele, og vi er overbeviste om, at litium-ION er fremtidens batteriteknologi.
Kontakt Ulrik Rasmussen for mere information.
Ulrik Rasmussen
Managing Director
Telefon: +45 9670 5330
Mobil: +45 5234 5330
Partner i Tyrkiet
EvoLog Nakliyat ve Lojistik i Tyrkiet samt FREJA Transport & Logistics A/S i Danmark og i Norge har indgået et samarbejde omkring transport- og logistikaktiviteter.
Med afsæt i det nye samarbejde vil EvoLog og FREJA være i stand til at opfylde begge parters ambitioner om at etablere en innovativ og konkurrencedygtig transportløsning af høj kvalitet mellem Tyrkiet og henholdsvis Danmark og Norge.
Samarbejdet baserer sig på service af høj kvalitet og flere ugentlige afgange mellem landene med fuld sporbarhed på alle sendinger ved brug af track & trace og online POD søgning.
Vi øger hyppigheden betydeligt på alle afgange mellem Tyrkiet og Danmark/Norge gældende for både stykgods, delpartier og full loads, og vi garanterer, at dine sendinger er i sikre hænder hele vejen fra afhentning til levering.
For yderligere oplysninger om trafikken kontakt Christian Toxward Munch.
Christian T Munch
Head of Department South East Europe & Black Sea
Telefon: +45 9670 5315
Mobil: +45 6010 8620
Made in Denmark
FREJA er blevet ‘Presenting Sponsor’ for golfsuccesen, Made in Denmark.
Når Made in Denmark løber af stablen fra 23. - 26. maj 2019 på Himmerland Golf & Spa Resort, bliver det med et nyt "efternavn". Turneringen hedder fremover "Made in Denmark presented by FREJA".
”Vi er meget glade for at FREJA, der er en af vores mange trofaste sponsorer, har valgt at øge deres support til vores turneringer. FREJA er både som sponsor og som navn et super match til Made in Denmarks DNA. Ja selv farverne passer” siger en glad Made in Denmark salgschef, Thomas Nielsen.
Made in Denmark har været afviklet siden 2014, og har med raketfart etableret sig som en af de mest besøgte og populære turneringer på Europa Touren.
Præmiesummen ved Made in Denmark øges fra 1,5 millioner euro i fjor til 3 millioner euro i 2019. Med en højere præmiesum følger ekstra prestige og opmærksomhed, og det er naturligvis med til, dels at tiltrække nye sponsorer, men også at eksisterende sponsorer ser nye og større muligheder med samarbejdet.
”Made in Denmark er et fantastisk brand, som vi gennem turneringens første fem år har haft stor glæde af at være en del af. Nu går vi et skridt videre og bliver presenting sponsor. Made in Denmarks professionelle setup passer perfekt med vores kerneværdier, hvorfor det er oplagt at bruge eventet til vores marketing og kundepleje", siger Jørgen Hansen, direktør for FREJA.
FREJA bliver ligeledes presenting sponsor på Challenge Tour afdelingen. Fra nu af hedder turneringen ’Made in Denmark Challenge presented by FREJA’, og den vil i 2019 blive afviklet i Ry fra d. 7. - 10. august.
Hos FREJA vil vi gerne invitere vores kunder til at deltage i folkefesten. Derfor, hvis du er interesseret i en dagsbillet, er du velkommen til at kontakte Franz Andersen. Billetter uddeles efter ”først-til-mølle” princippet.
Franz Andersen
Sales Director
Telefon: +45 9670 5030
Mobil: +45 5234 5030